Niels H. Nielsen skriver:

Hej Lars,
Et indlæg til din debatside.

Først vil jeg rose Lars for dette fine initiativ med et forum, hvor cykelinteresserede kan komme med indlæg. Jeg vil gerne komme med følgende synspunkt omkring Michael Rasmussens exit fra Tour de France.

Efter min subjektive mening blev han frarøvet en meget sandsynlig Tour de France sejr. Jeg syntes ganske enkelt det mest af alt ligner et justitsmord på en atlet som de sidste år har investeret så meget i at nå disse mål som han nu bliver frarøvet.

Det er muligt der har været rod i Michael Rasmussens oplysninger om han var i Mexico, Italien eller et helt tredje sted i dagene inden Tour de France, men Michael Rasmussen blev, som jeg ser det, reelt offer for rod i den internationale cykelunion UCI, WADA samt Antidoping Danmark og DCU´s egne regler om hvorvidt nationale og internationale advarsler eller notifikationer skulle adderes eller ej og om hvordan og hvorvidt disse advarsler reelt skulle offentliggøres og bringes til løbarrangørernes kendskab.

Men manden er tilsyneladende blevet testet 2 gange indenfor de sidste 45 dage før Touren startede og han har afleveret, siger han selv, 14 tests under Touren. Ingen af dem er såvidt jeg er orienteret positive. Hvad mere kan man forlange ? Med så omfattende dopingtests må det være rimeligt at forlange man er uskyldig indtil det modsatte er bevidst - ellers hører alting da op.

Michael Rasmussen blev offer for at være "et torn i øjet" på de høje herrer i ledelsen af Tour de France og vel reelt presset ud af de magtfulde herrer. Jeg filosoferer over om det samme var sket for en fransk rytter. Det ligner i mine øjne et justitsmord og resultatet af fransk arrogance.

Årets Tour de France indeholdt masser af spændende og uforudsigeligt cykelløb. Det glæder jeg mig i særdeleshed over. Men jeg irriteres ved gang på gang at skulle høre og læse i medierne omkring doping i stedet for sportslige beretninger om taktik og forventninger til de kommende dages cykelløb.

Jeg synes de forskellige myndigheder og pressen i særdeleshed er kappet helt og aldeles over for doping fund indenfor cykelsporten og tilsyneladende helt glemmer at fokuserer på mulige lovovertrædelser indenfor andre sportsgrene. Jeg hilser det meget velkommen der indføres massive dopingtests ved EM i fodbold i 2008. Jeg tror misbruget af præstationsfremmende midler indenfor en lang række sportsgrene er langt større end man har lyst til at vide.

Hvis der findes procentuelt det samme antal dopede fodboldspillere ved EM i 2008 som cykelryttere ved Tour de France i 2007, vil de tyske TV stationer ARD og ZDF så også omgående stoppe dækningen af begivenhederne ? Vil f.eks. Jyllands Posten også stoppe dækningen af de sportslige præstationer ? Jeg tvivler meget.

Med sportslig hilsen
Niels H. Nielsen
Oksbøl.


Peter Langwithz Smith skriver:

Hej Lars!

Allerførst skal du have tak for dit initiativ! Det er befriende at se, at folk inden for branchen tør og vil gå i brechen for deres synspunkter, selvom de måske kunne risikere at miste kunder! Jeg er helt enig med dig i dit synspunkt og det bliver ikke mindre styrket af den kendsgerning at TDF er en pengemaskine af dimensioner og betyder ret så meget for fransk turistindustri. Åbenbart så meget at TDF-ledelsen kan få Rabobank til at miste fodfæste og smide Michael Rasmussen ud alene på en vag mistanke og nogle rygter, som formentlig altid vil følge manden i gult.

Du taler om hykleri i dit oplæg: hykleriet bliver ikke mindre, når man tager i betragtning, hvor angrebet kom fra. Manden blev skudt ned af sine egne og de i form af lækning af fortrolige oplysninger. Så går Worre ud og hævder at man følte sig under pres fra Politiken og DR og derfor var nødt til at give oplysningerne om advarslerne! Jeg håber ikke andre instanser i dette land behandler fortrolige oplysninger på samme vis.

Jeg håber inderligt, at vi også fremover får store oplevelser og ikke mindst, at der kommer klare og overskuelige regler omkring doping og doping-kontrol. Men det løser næppe problemet omkring fransk imagepleje og forretningen Tour de France.

Med venlige hilsener - Peter Langwithz Smith



Så har Brian Mikkelsen igen dummet sig. Eller hvad mener du? Læs Ekstra Bladets leder om kulturministerens seneste påfund:

DET ER naturligvis hårdt for Michael Rasmussen at være smidt ud af Tour de France. Men midt i bedrøveligheden skal han prise sig lykkelig over ikke at have afgivet positive dopingprøver. Hvis det var sket, ville han og hans slags nu også være truet af fængselsstraf. Det er vort lands konservative kulturminister, Brian Mikkelsen, der vil sætte politiet ind i kampen mod dopingsynderne, oplyser Politiken. ENDNU er kulturministeren og regeringen ikke klar med et lovforslag, men meningen er klar nok: Toppen blandt sportsudøvere er idoler og forbilleder for ungdommen. Hvis de doper sig, svigter de deres ansvar og skal straffes hårdt.

Hidtil har det kun været muligt at få dopingbagmændene retsforfulgt med loven i hånd. Bliver de dømt, kan de få op til to års fængsel. Nu skal det også være muligt at ramme dopede sportsfolk, og for at opildne politiet i kampen overvejer regeringen at skærpe straframmen mærkbart, så det bliver muligt at bure atleter på forbudte stoffer inde endnu længere. NU KAN Michael Rasmussen med fuld ret påpege, at han overhovedet ikke er testet dopingpositiv. Men det hjalp ham ikke, da hans skæbne skulle afgøres. Han havde forbrudt sig mod nogle af de vigtigste regler i kampen mod doping, nemlig at give korrekte oplysninger om, hvor han boede og trænede uden for konkurrencerne. Det blev i praksis ligestillet med en doping-forbrydelse, og så var det ud af vagten. Den form for justits bliver forhåbentlig ikke gældende, hvis Brian Mikkelsen får magt, som han har agt. Men Bjarne Riis ville formentlig være røget i spjældet efter sine tilståelser.

UDSIGTEN til at kunne straffe urene sportsfolk hårdt møder bred opbakning i den danske idrætsverden. Meget logisk påpeger Anti Doping Danmark dog, at hvis politiets efterforskning skal være effektiv, skal det have mulighed for at bruge samme metoder som i narkosager, bl.a. telefonaflytning og ransagelser.

HER ER der grund til at stoppe op og tænke på, hvilken tilværelse man vil byde udøvere af topidræt. Herhjemme er der i øjeblikket ca. 300 af slagsen. De pålægger i forvejen sig selv en dydsiret levevis, der ikke levner plads til meget fest og farver. Derudover skal de over for nogle overvågningskontorer kunne redegøre for deres færden hver eneste dag året rundt. Konsekvensen af Brian Mikkelsens påtænkte lovforslag bliver, at de for fremtiden må se sig behandlet som potentielle forbrydere og forberede sig på at få deres telefoner og anden kommunikation aflyttet og deres hjem endevendt af betjente bevæbnet med en ransagningskendelse. Det bliver ikke særlig sjovt at være topatlet.

DOPING ER en pest, der ødelægger brugernes helbred og berøver tilhængerne begejstringen for sporten. Der er tale om et skændigt kultur-røveri, hvor enorme pengeinteresser stjæler og smadrer den folkelige fascination af mennesker, der yder deres ypperste. Doping skal bekæmpes med hårde midler. Men det skal ske i respekt for den enkelte udøvers personlige frihed og med de garantier, borgerne i et retssamfund kan forvente. Det bør Brian Mikkelsen og andre huske på, når det aktuelle hysteri har lagt sig.







I JydskeVestkysten skriver chefredaktør Mikael Kamber:

Hvis der er et menneske i denne verden, som jeg ikke misunder lige nu, så er det Michael Rasmussen. Hans frie fald fra den overlegne sejr på Col dAubisque til den totale vanære få timer senere er en tragedie. Rasmussen skal i gang med at bygge et helt nyt liv op. Imens kan vi andre overveje, hvad vi skal mene om sagen. Skal vi foragte den mand, som vi elskede for et øjeblik siden? Det bliver ikke mig, der kaster den første sten. Uanset hvor tåbeligt han har opført sig, så er der én ting, vi ikke kan tage fra ham: Han var villig til at investere hele butikken i at nå sit mål. Vi andre er til daglig beskyttet af alverdens bekvemmeligheder, vi omgås hinanden forholdsvist høfligt, og vi har opbygget et samfund med stor tryghed. Alt det er skrællet væk i cykelløb.

Rytterne bevæger sig helt ude på kanten af den menneskelige ydeevne. Her gælder de hårde vilkår: Den stærkeste vinder og gør det med alle tænkelige midler. Det er derfor, vi ser cykelløb. Det er lige så barsk som livet selv. Og derfor giver det ingen mening at fordømme Michael Rasmussen. Han gjorde det, vi kunne lide. Han gik bare over stregen.

Vi skal ikke bilde os ind, at topsport nogen sinde bliver et foretagende for søndagsskoleelever. Der er så meget på spil, at udøverne til enhver tid vil lægge sig helt op af grænsen for det tilladte, og der vil altid være nogle, der ikke kan modstå fristelsen til at krydse den forbudte linje. Den virkelighed bliver håndteret vidt forskelligt fra sportsgren til sportsgren.

I golf har de valgt, at de simpelt hen ikke tester for doping. Men det betyder jo ikke, at der ikke findes golfspillere, som tager betablokkere for at holde nerverne og hænderne i ro, når næste slag gælder en million. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Og så kan golf-tilhængerne jo sove roligt om natten. I fodbold har de valgt at leve med lidt af hvert. En storklub som italienske Milan kan blive afsløret i at lave aftalt spil på det groveste, men det forhindrer ikke, at klubben kort efter kunne blive hyldet og beundret som vinder af Champions League. Diego Maradona kan tage hånden til hjælp i en VM-kamp, uden det på nogen måde har rokket ved hans status som en af historiens bedste spillere. Og hvis en fodboldspiller skjuler sig for dopingkontrollanterne i en måneds tid, får han alligevel lov til at stille op i næste kamp.

I cykelsporten falder hammeren anderledes hårdt. Og det kan ikke være anderledes, fordi sporten har vævet sig selv ind i utåleligt mange løgne og fortielser. Men det vil klæde os andre ikke at gå amok i hyklerisk forargelse. Det kan ikke komme som en nyhed for nogen, at der snydes, lyves og dopes i Tour de France. Michael Rasmussen var en del af det løb på godt og ondt. Han har ikke gjort sig fortjent til evig forbandelse. Jeg tillader mig også at huske det gode, han gav os: Store oplevelser ude fra den yderste grænsezone. Jeg har stadig respekt for Michael Rasmussen.



I JydskeVestkysten skriver Peter Lenton:

Vi som almindelige danskere får jo ikke alle detaljerne, men ud fra det der er sket, kan man se, at der er ikke nogen af de involverede parter, der har handlet rigtigt. Michael har jo løjet. Det er nok den mindste fejl i dette spil. Han er jo testet negativ adskillige gange.

Dansk cykel union kan ikke lige påstå at de elsker cykelsporten, når de vælger at udtale sig på så ømt et tidspunkt. Hvis jeg forstår det rigtigt så tillader deres egen regel tre advarsler. Det betyder at Michael har ikke gjort noget forkert, før advarsel nummer tre falder. Den Internationelle cykelunion har ikke handlet rigtigt af samme årsag som den Danske. Rabobank har også truffet ikke særlig gode beslutninger. Hvorfor vente til slutningen af touren før de fyrer Michael? Det er ikke fair overfor ham, og hvis de havde de oplysninger før touren begyndte må der jo næsten være en skjult dagsorden dér.

Pressen har jo heller ikke behandlet sagen korrekt. De har jo fyret op under alle de rygter de har kunnet komme i nærheden af for at få solgt en historie. Alt i alt er egne regler ikke fulgt og ingen har truffet modne beslutninger på baggrund af de regler de selv står bag. Princippet har været hellere lade sig rive med end stoppe op og træffe de beslutninger som voksne mennesker bør. De har alle været med til endnu engang at skade cykelsporten.

Peter Lenton Sonja & Henrik Olsen, Gredstedbro.

Vore cykelhjerter bløder !

Det kan da ikke passe. Det må være en usædvanlig dårlig joke... men det er det bare ikke! Michael Rasmussen er ude af touren, og på hvilket grundlag? Et tyndt et af slagsen, historisk tyndt. Vi er dybt chokerede, har sovet dårligt i nat. Det er jo ikke endnu et plat afsnit af Robinson eller Paradise Hotel vi er vidner til, nej, det er real life, den ægte vare, tragedie, live lige hjem i stuen.

Onsdag eftermiddag stod vi op og råbte på Michael den sidste kilometer ind mod mål. Vi havde mere eller mindre haft ondt i maven hele eftermiddagen ved tanken om, hvad 16. etape havde af betydning for løbet, og da så Michael rykker fra Contador og Leipheimer ville euforien ingen ende tage, sikken en forløsning. Nu gør han det sgu, kører hele vejen til Paris i den gule! Og præstationen er større end Bjarnes i 1996 - på én eller anden måde bare mere spektakulær.

Og BANG! - så sker dette.

Med mindre folk i cykelverdenen ved meget mere end vi gør, så kan dette meget vel være et justitsmord af idrætshistoriske dimensioner, mens de egentlige svin i sporten, dem med magt, indsigt og indflydelse går fri. Et eksempel skal statueres, og det skal være nu! Grænsen for hvornår en rytter skal suspenderes og smides ud af et løb går på rekordtid fra egentlige afsløringer af dopingmisbrug til indicier og rod i papirer. Ofret bærer den gule trøje i verdens største cykelløb, og han havde højst sansynligt også vundet det. Han er ren - testet 15 gange under touren - og hans kariere er formentlig slut. Han var 4 dage fra den absolutte triumf, den største af alle, og nu er han færdig... fældet af årsager, der er helt uforklarlige og slet ikke har noget med selve touren at gøre.

Hvor grum kan skæbnen være! Én Tour de France-vinder fortier sit snyd i 11 år og formår i mellemtiden at skabe et cykelimperium og tjene millioner, en anden Tour de France-vinder (for det er, hvad Michael Rasmussen er!) er så uheldig at leve i en anden tid, hvor man brændes på bålet for synder, der synes uendeligt meget mindre. Man kunne fristes til at tænke, at Bjarne Riis' bekendelser kan have været indirekte årsag til at en dansk vinder af Tour de France 2007 ikke var en mulighed... og somom det ikke er nok:

Hør nu, hvordan den samlede verdenspresse og alle hyklerne hyler i kor! Det er tragisk, næsten ikke til at bære. Skam dig Worre! Skam jer Rabobank! Vores tanker går til Michael Rasmussen og hans familie.

Sonja & Henrik Olsen, Gredstedbro.


Jørgen Christensen har sendt dette indlæg:

Hej alle ! Først og fremmest vil jeg sige at jeg forstår Bjarnes beslutning om at "holde sig væk" under touren , da han allerede har betalt "prisen" for hans indrømmelser fra de glade 90ere- der er blevet foretaget en hæmningsløs klapjagt på manden som var en helt i alles øjne, og nu skal han bløde fordi han melder ud.Iøvrigt har han kompetente folk til at varetage ledelsen af holdet som sagtens kan finde ud af at køre etaperne uden mikrofon i modsætning til Discovery som fjernstyres af Johan Bryneel hver eneste dag.

Da Bjarne vandt i 1996 kørte han jo blot på de samme præmisser som de andre i top15 gjorde, og hvorfor skulle han være dårligere stillet end hans konkurrenter?

Alle cykelsportsinteresserede vil jo have de spektakulære og dramatiske etaper hvor rytterne giver alt , men bagefter synes folk at det er noget svineri at de er dopede - folk må forstå og acceptere at denne verden indenfor cykelsporten er benhård og at det kun er de stærkeste der overlever, og sådan er det også med atletik-topfodbold osv.

Endvidere vil jeg også kalde ARD & ZDF for dobbeltmoralske , da de pakkede deres grej og tog hjem pga P.Sinkewitz offentliggørelsen. Deres øverste chef nævnte at de følte sig snydt af T-mobile og resten af cykelsporten. pis og papir - de vil gerne sende boksekampe hvor resultatet bliver fikset inden starten, og hvad med fodbolddommerskandalen i den tyske bundesliga ??? Alt topsport er præget af svindel og bedrag hvor agenter og mellemmænd scorer kassen sammen med de store arrangører og TV-stationer.

Så fik jeg min galde ud af systemet.................


Jørgen Christensen


Det følgende indlæg er fra dagbladet Information og er skrevet af Claus Wittenburg:

Nogle hævder, at den negative omtale af Tour de France og de enkelte cykelryttere i forbindelse med doping taler for, at virksomhederne, der står som sponsorer, vil gøre alt for at undgå denne uheldige kobling med doping. De kolde facts viser imidlertid, at det indtil dato ikke har været tilfældet.

Op til Tour de France talte næsten alle for et 'rent' løb. Det gik godt indtil den 18. juli, hvor T-Mobiles Patrik Sinkwitz blev suspenderet for doping, og de tyske tv-stationer ARD og ZDF stoppede de direkte Tour- trans-missioner. De havde fået et løfte fra T-Mobile om, at der ikke ville komme dopingproblemer. Den tyske rytter Jens Voigt fra CSC raser over beslutningen.

Den 19. juli skriver Dagbladet Information på forsiden, at en række eksperter sår tvivl om det danskejede cykelhold CSC's dopingprogram. Det kunne måske have været forudset, allerede før Tour'en gik i gang.

Tour de France er ikke kun en ubønhørlig hård idrætskonkurrence, men også et udstillingsvindue for en række kapitalstærke virksomheder, hvorfor atleterne ikke kun optræder som atleter per se, men tillige som reklameagenter for nævnte virksomheder, der virker på et kartellignende marked (markedet for professionel landevejscykling) med et svagt konkurrencetilsyn. Deres valg af reklamesøjle er dog lidt usædvanlig.

Cykelrytterne udgør en væsentlig del af denne reklamesøjle. De er atleter og provisionslønnede sælgere på én og samme tid. For den enkelte rytter er den personlige gevinst ved en sejr eller en delsejr undervejs meget store. Det må friste og derfor spørgsmålet: Hvad er sandsynlig-heden for, at Tourfeltet er dopet? For virksomhederne er gevinsten ved et godt resultat i løbet ligeledes meget store. Hvordan indvirker det på deres holdning til doping?

Samtlige aktører er professionelle sans comparaison. Og professionelle er sat i verden for at tjene penge. Derfor gælder de økonomiske love også for dem. Alle delmarkeder har deres særkende. På det professionelle marked for landevejscykling er doping et sådant særkende.

En række stærke cykelhold stiller op i konkurrencen. Disse hold repræsenterer en række kendte, kapitalstærke virksomheder, som bruger deres cykelhold i markeds-føringen af deres virksomhed.

Hvem sidder med æren? Virksomhederne er særdeles erfarne, hvad markedsføring angår, så hvad de foretager sig i den henseende, er ikke tilfældigt. Erfaringsmæssigt samt fra deres analyser og gennemspillede scenarier ved de ret nøjagtigt, hvad de kan forvente i ulige situationer. Det giver selvfølgelig dårlig omtale, hvis det undervejs i løbet eller efterfølgende bliver kendt, at et hold har haft en eller flere dopede ryttere på holdet. Viser det sig imidlertid, at firmaet får æren for succeserne, mens de enkelte ryttere må bære ansvaret for eventuel negativ omtale, taler det til fordel for, at virksomhederne vil tolerere doping.

Lad os antage, at et cykelhold koster 100 millioner kroner på årsbasis. Investor skal naturligvis have valuta for pengene, og det fås hver gang firmanavnet omtales i positiv sammenhæng. Det fordrer succes på landevejen og i bjergene. Det må friste. Lad os nu forestille os, at en af de deltagende virksomheder helt konsekvent og med succes får effektueret en ikke-doping politik på deres hold. Hvis flere af de andre hold alle har dopede klasseryttere på deres hold, vil holdet med ikke-dopede ryttere blive rent til grin, eftersom de i den unfair konkurrence uhjælpeligt vil ende i bunden af klassementet og heller ikke opnå delsejre undervejs. Spørgsmålet er, om man vil satse 100 millioner kroner for at blive til grin? Det frister næppe.

Lad os antage, at alle deltagende hold for alvor enes om at afvise doping. Hvis alle stoler på alle, løser problemet sig selv, og konkurrencen foregår på ideelle præmisser. Men opstår der bare den mindste mistanke om, at et enkelt hold muligvis vil anvende doping, opstår den situation, hvor man risikerer at stå uden reel mulighed for at få det ønskede udbytte af ens investering, da det illoyale hold med sine sejre vil løbe med opmærksomheden og dermed gevinsten. Da investeringen gerne skal hjem, vil bare mistanken om doping på ét hold føre til, at samtlige hold må overveje deres situation. Historien har vist, at det med en svag kontrolmyndighed har virket fristende.

Nu vil nogle hævde, at den megen negative dopingomtale skulle tale for, at virksomhederne vil gøre alt for at undgå denne uheldige kobling med doping. De kolde facts viser imidlertid, at det indtil dato ingenlunde har været tilfældet. Historien viser, at meget få virksom-heder og endnu færre ryttere frivilligt har trukket sig ud af professionel cykelsport, selv om de direkte eller indirekte er blevet forbundet med fænomenet doping. Det skyldes antageligt, at eventuel negativ kobling til dette fænomen ikke har påvirket indtjeningen væsentligt.

Vi ved i dag, at stort set alle, der har været involveret i professionel landevejscykling, har været fulde af løgn. Selv er jeg for så vidt ligeglad med om kernesunde og stærke atleter doper sig under lægekontrol. Men det irriterer mig godt grundigt, hvis man bevidst lyver over for mig. Det samme mente de åbenbart på ARD og ZDF.

Claus Wittenburg